Gå til sidens indhold

Sammenlignelighed

Kontaktinfo

Nationalregnskab, Klima og Miljø, Økonomisk Statistik
Peter Rørmose Jensen
40 13 51 26

PRJ@dst.dk

Hent som PDF

Nationalregnskab: Input-output og tilgang-anvendelse

De danske tilgangs- og anvendelsestabeller er internationalt meget sammenlignelige, især inden for EU, hvor alle følger ENS2010. Uden for EU giver SNA‑standarderne også høj grad af ensartethed. Input-output tabeller varierer dog mere, da lande vælger forskellige modeller. Over tid er sammenligneligheden høj, men ældre tabeller rummer større usikkerhed fordi de har været udsat for gentagne revisioner. Input-output tabellerne hænger tæt sammen med nationalregnskabet og det Grønne Nationalregnskab

International sammenlignelighed

Internationalt set er sammenlignelighed mellem danske og udenlandske tilgangs- og anvendelsestabeller tabeller rigtig god inden for EU landene, på grund af den fælles manual ENS2010, som alle lande følger, og på grund af EU’s arbejde inden for rammerne af BNI-lovgivningen. Det er naturligvis ikke alle EU lande som har lige gode primære data, så i det lys kan der være udfordringer i en international sammenligningen inden for EU. Internationale sammenligninger, som går ud over EU’s grænser kan støtte sig til at mange lande følger FN’s manual for nationalregnskaber SNA08.

Internationale sammenligninger af IO tabeller er knap så entydig som for tilgangs- og anvendelsestabellerne. Igen er det mest oplagt inden for EU, men her har landene truffet forskellige valg med hensyn til den centrale model antagelse. Nogle lande laver som Danmark kun tabeller baseret på metode D, som giver en branchebranche matrice, mens flertallet af lande følger EU’s anvisning om at opstille produktprodukt matricer. Uden for EU følger mange lande også SNA og FN’s manual til opstilling af tilgangs- og anvendelsestabeller samt input-output tabeller, så der er en betydelig grad af sammenlignelighed mellem lande.

Sammenlignelighed over tid

Danmarks Statistik har udarbejdet meget detaljerede tilgangs- og anvendelsestabeller for perioden fra 1966 og frem. Siden da er der kommet nye manualer (SNA68, SNA95, SNA08 og SNA25), og der er kommet nye brancheklassifikationer flere gange. Endvidere er der revideret betydeligt på det danske datamateriale et antal gange. Hver gang er det forsøgt at implementere alle ændringer i de nyeste år og så langt tilbage i tiden, som det har været muligt givet de ressourcer, der har været til rådighed. Hver gang har det været nødvendigt at efterlade nogle af de ældste tilgangs- og anvendelsestabeller ureviderede, fordi det ikke har været muligt at nå hele vejen tilbage. Data- og metoderevision på tabeller med 2350 produkter og 117 brancher kræver måneders arbejde for flere mennesker, hvis kvaliteten af tabellerne skal være god. På nuværende tidspunkt er tabellerne fra 2014 og frem fuldt ud konsistente med den nyeste tabel fra 2022. I foregående års priser er det tabellerne fra 2015 til 2022, som er konsistente.

I gennem tiden er der løbende blevet lavet input-output tabeller så langt tilbage i tiden, som tilgangs- og anvendelsestabellerne har været konsistente med den nyeste udgave. I forbindelse med de revisioner, hvor man har måttet opgive et antal af de ældste tilgangs- og anvendelsestabeller, er der blevet revideret tilbage i tiden på input-output tabel niveauet. For 2014 og frem er input-output tabellerne i baseret på nationalregnskabets tilgang- og anvendelsestabeller, mens tabellerne for perioden 1966 til 2013 er fremkommet ved tilpasning af et ældre tabelsæt til nye klassifikationer og definitioner, idet der er søgt korrigeret for kendte dataproblemer. Dermed er det lykkedes at vedligeholde en konsistent serie af input-output tabeller fra 1966 og frem til det nyeste år. De nationalregnskabstotaler, som repræsenterer dele af vare- og tjeneste kredsløbet, herunder fx BNP, er blevet udledt fra disse tilbageførte input-output tabeller. For disse totaler, som er offentliggjort i Statistikbanken og indberettet til Eurostat, er der således fuld konsistens til input-output tabellerne.

Vær venligst opmærksom på, at for perioden 1966-2013 var det ældre tabelsæt allerede resultatet af tilpasninger som følge af tidligere skift i klassifikationer, metoder og datarevisioner. Der er således for perioden 1966-2013 større afstand fra de primærstatistiske data til input-output tabellerne i deres nuværende form, hvilket indebærer en del usikkerhed på tallene. Usikkerheden på tabellerne må forventes, at være større jo tidligere år, der betragtes.

Sammenhæng med anden statistik

Da input-output tabellernes brancheklassifikation er som nationalregnskabets, der er afledt af Dansk Branchekode DB07, kan tabellernes værdier sammenholdes med andre statistikker opgjort efter brancher. Sammenligninger med andre statistikker på et detaljeret brancheniveau vil dog ofte vise afvigelser, dels på grund af forskelle i definitionen af variabler, dels som følge af nationalregnskabets ønske om kalenderårsafgrænsning og dets krav til totaldækning af den økonomiske aktivitet.

Det er tilstræbt at der er en rigtig god sammenhæng mellem input-output tabellerne og det Grønne Nationalregnskab, som publiceres af Danmarks Statistik. Med udgangspunkt i SEEA manualen opstilles regnskaber for energi, emissioner, affald, vandforbrug mm. som kan kobles direkte sammen med de danske input-output tabeller, og bidrage til en lang række miljø-økonomiske analyser, herunder beregning af klimaaftrykket.

Intern konsistens

Se venligst afsnit 3.4 (S.18.4)