Overskud på de offentlige finanser i 2025
25. marts 2026
I 2025 var der et overskud på 88,5 mia. kr. på de offentlige finanser. Året før var overskuddet på 130,5 mia. kr. Samlet set steg udgifterne med 84,6 mia. kr. til 1.469,9 mia. kr. i 2025, mens indtægterne steg med 42,6 mia. kr. til 1.558,4 mia. kr. i 2025. Indtægterne fra pensionsafkastskatten er opgjort til 46,7 mia. kr. i 2025, hvilket er på samme niveau som 2024. Stigningen i personskatterne og selskabsskatterne er en af forklaringerne på de øgede indtægter. Nogle af forklaringerne på de øgede udgifter er en stigning i forbrug i produktionen på forsvarsområdet og investeringer på forsvarsområdet samt en stigning i udgifterne til pensioner. I 2025 var der kapitaloverførsel til Ukraine på omkring 15 mia. kr., hvilket er på samme niveau som 2024.
Stigning i forsvarets forbrug i produktion og investeringer
Forsvarets anskaffelser er steget kraftigt fra 2021 til 2025, hvilket er en del af forklaringen på stigningen i de samlede offentlige udgifter. Stigningen fra 2021 til 2025 i forbrug i produktion er på 16,1 mia. kr. Posten dækker over køb af lagervarer og materialeanskaffelser, som ikke er anlæg. For investeringerne er stigningen på 3,7 mia. kr. Det skal bemærkes, at der herudover er forudbetalinger på forsvarets område på omkring 28 mia. kr. Forudbetalinger skal ikke udgiftsføres i statistikken for de offentlige finanser. Det sker først, når leverancen har fundet sted.
Stigende udgifter til sociale ydelser
De samlede udgifter til sociale ydelser udgjorde 438,2 mia. kr. i 2025. Det er en stigning på 19,0 mia. kr. i forhold til 2024. Det skyldes bl.a. en stigning i udgifterne til pensioner på 12,2 mia. kr., som kan forklares med en stigning i antallet af personer på pension samt i satserne. Derudover var der mindre ændringer i en lang række andre sociale ydelser.
Regnskaber for offentlig forvaltning og service 2025 marts-versionen
25. marts 2026 - Nr. 68
Næste udgivelse: 3. juni 2026
Alle udgivelser i serien: Regnskaber for offentlig forvaltning og service
Kontakt
- Martin Rasmussen, tlf. 24 77 42 71
- Ida Balle Rohde, tlf. 61 24 24 85
Kilder og metode
Opgørelsen er udarbejdet inden for rammerne af Databasen for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR). Det betyder, at de regnskabs- og budgetdokumenter, som ligger til grund, foreligger med nationalregnskabskoder på et meget detaljeret niveau. Det er muligt at få adgang til disse informationer mod betaling.