Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Halvdelen af befolkningen ser sport som tilskuer

14. juli 2026

46 pct. af befolkningen har i 2025 overværet sportsbegivenheder som tilskuer inden for de seneste 12 måneder. De yngste er oftest på stadion. 18 pct. blandt de 16-24-årige overværer livesport mindst en gang om måneden, mens det for de ældre aldersgrupper er mellem 7 og 11 pct. Med 61 pct. er den yngste aldersgruppe også der, hvor den største andel har overværet livesport mindst en gang inden for det seneste år. Andelen af sportstilskuere ligger for de ældre aldersgrupper stabilt omkring 50 pct. indtil 55-64 år, hvor andelen begynder at falde. Andelen er med 29 pct. lavest i aldersgruppen 75 år eller derover. For alle aldersgrupper er der flere mænd end kvinder, der har overværet livesport. Samlet set har 53 pct. af mændene og 40 pct. af kvinderne overværet livesport mindst en gang inden for de seneste 12 måneder.

Tilskuere til livesport efter alder. 2025
Kilde: www.statistikbanken.dk/kv2ahyp2

Både familie og venner er hyppige ledsagere til sportsbegivenheder

23 pct. af befolkningen har inden for de seneste 12 måneder overværet en sportsbegivenhed som tilskuer sammen med venner eller bekendte. Det gør venner til det mest almindelige selskab til sportsbegivenheder. Der er dog stor forskel på tværs af aldersgrupper. Blandt de 16-24-årige er det med 41 pct. klart flest, der har været til livesport med venner og bekendte. For de 35-54-årige er det børn i hjemmet, der er flest der har været afsted med, og for de 65-74-årige bliver børnebørn og oldebørn hyppige ledsagere (13 pct.). På tværs af alle aldersgrupper er det 12 pct. der har overværet en sportsbegivenhed med andre familiemedlemmer, som fx søskende, onkler, tanter, nevøer og niecer. Det gør andre familiemedlemmer til den tredje mest almindelige ledsager til en sportsbegivenhed og den type ledsager, hvor der er mindst forskel på tværs af aldersgrupperne.

Ledsagere til sportsbegivenheder. 2025
Kilde: www.statistikbanken.dk/kv2mo6

Årsager til ikke at overvære livesportsbegivenheder

Blandt de 54 pct. af befolkningen, der ikke har overværet en sportsbegivenhed som tilskuer inden for de seneste 12 måneder, er den langt mest hyppige årsag, med en andel på 53 pct., at det ikke interesserer dem. 11 pct. peger på, at det er for dyrt og for 3 pct. er det en årsag, at det ikke er handicapvenligt. Kun 1 pct. siger, at manglende børnevenlighed er en årsag, og 3 pct. har svært ved at komme dertil.

Årsager til ikke at overvære sportsbegivenheder som tilskuer. 2025
Kilde: www.statistikbanken.dk/kv2mo5

Kulturvaner 2025

14. juli 2026 - Nr. 193

Hent som PDF

Næste udgivelse: 1. september 2026

Alle udgivelser i serien: Kulturvaner

Kontakt

Kilder og metode

Kulturvaneundersøgelsen gennemføres hvert kvartal, som en spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 15.000 personer, der udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16 år og derover. Ca. 4.500 besvarelser indsamles. For at opnå en tilstrækkelig statistisk sikkerhed baserer de fleste tabeller sig på tal fra fire kvartaler samlet årsvist.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation