Projektbeskrivelse
På denne side kan du få hjælp til hvordan du skriver en projektbeskrivelse til din projektindstilling.
Danmarks Statistik behandler de enkelte projektindstillinger og vurderer undervejs i processen og inden den endelige godkendelse, om projektet opfylder de lovmæssige krav. Disse krav omhandler dokumentation af data, at dataindhold er rimeligt i forhold til projektets formål (dataminimering), og at projektet er samfundsrelevant (jf. Databeskyttelsesforordningen). Det er den dataansvarliges eget ansvar, at den godkendte projektindstilling afspejler, begrunder og dokumenterer al data, der er tilknyttet projektet.
Formål
Beskriv projektets overordnede formål. Hold formålsbeskrivelsen kort, præcis og i lægmandssprog. Formulér formålet bredt, så der er mulighed for at dække over alle relevante aspekter.
Hjælpespørgsmål:
- Hvad går undersøgelsen overordnet ud på?
- Hvad skal opnås på baggrund af undersøgelsen?
Anbefalinger:
- Vær opmærksom på sammenhængen med resten af projektindstillingen.
- Undgå gentagelser af forhold, der hører til under projektbeskrivelse eller populationbeskrivelse.
Her kan du se eksempler på formålsbeskrivelser som godkendes af Danmarks Datavindue. Både smalle og brede formålsbeskrivelser accepteres.
- Formålet er at belyse faktorer, som har eller kan have betydning for udvikling og behandling af åreforkalkning, samt at vurdere hvordan disse faktorer spiller sammen i udvikling og behandling af åreforkalkning.
- Projektet har til formål at undersøge den historiske og aktuelle udvikling i arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning.
- Projektets formål er at undersøge borgernes anvendelse af offentlige velfærdsydelser gennem et helt livsforløb dvs. fra fødsel til grav.
- Forskningsprojektet søger at kaste lys på grundlæggende spørgsmål i økonomi og finansiering omkring driften og finansieringen af virksomheder.
- Formålet med projektet er at undersøge udredning, forløb og behandling i det danske sundhedsvæsen med henblik på at identificere hvor den tværsektorielle implementering kan forbedres, og hvor arbejdet med evidensbaseret viden i daglig, klinisk praksis kan optimeres.
- Formålet med projektet er at undersøge, hvordan kost, rygning, alkohol og motion faktorer (KRAM-faktorer) er sammenhængende med graden af sundhedsforringelse, samt udvikling i incidens og prævalens af KRAM-faktorerne i relation til udviklingen af sygdom over tid.
Beskrivelse
Beskriv baggrunden og betingelserne for projektet med udgangspunkt i formålet. Beskriv projektets overordnede hypotese eller hvad der ønskes undersøgt.
Obs! Du begrunder valg af data senere i processen under datapakker og eksterne data.
Hjælpespørgsmål:
- Hvilket undersøgelsesfelt omhandler projektet?
Anbefalinger:
- Sørg for, at der er en sammenhæng mellem beskrivelsen og projektindstillingens øvrige dele.
Samfundsrelevans
Beskriv kort projektets samfunds- og statistiske relevans. Undgå gentagelser fra den øvrige tekst og tekst, der ikke vedrører dette specifikke projekt.
Hjælpespørgsmål:
- Hvad er sammenhængen mellem projektets formål og samfundsrelevans?
- Hvordan er projektet relevant for hele samfundet?
Anbefalinger:
- Lad samfundsrelevansen være kortfattet og troværdig.
- Vær opmærksom på, at projekter til administrativ brug ikke kan godkendes.
Populationsbeskrivelse
Beskriv overordnet hvilke populationer projektet omfatter. Hvad er sammenhængen mellem populationer og projektets formål? Begrund, hvis I ønsker fuldt registerudtræk.
Obs! Bestilling af population sker under Databestilling.
Begrund eksterne data
Beskriv ekstern data på emneniveau samt hvordan det understøtter projektets formål.
Angives en dataleverandør skal projektet genindstilles, hvis lignende data tilknyttes fra andre leverandører. Hvis man f.eks. begrunder vaccinationsdata fra Sundhedsdatastyrelsen og senere skal tilknytte lignende data fra Statens Serum Institut, kræver det en genindstilling af projektet.
- Projektet vil undersøge hvordan virksomheder klarer sig på en række økonomiske- og bæredygtighedsmål, herunder sociale forhold og virksomhedsledelse.
- Centralt for projektet er arbejdsmarkedsdata.
- Regnskabsdata og bæredygtighedsoplysninger vil blive koblet på for både at belyse konkrete effekter af langsigtet ejerskab og give et bredere overblik over virksomheders performance.
Datapakker
Begrund kort behovet for adgang til de enkelte datapakker, der skal godkendes til projektet.
Hjælpespørgsmål:
- Hvorfor er den pågældende datapakke nødvendig for projektets udførelse?
- Hvilken/hvilke delanalyse(r) skal den pågældende pakke bruges til?
Anbefalinger:
- Skriv kort.
- Begrund på emneniveau.
- Beskriv det reelle formål fyldestgørende (det er ikke tilstrækkeligt blot at skrive ’til baggrundsoplysning’, ’indgår i de socioøkonomiske oplysninger’ eller lignende).
- Undgå gentagelser fra andre dele af ansøgningen.
Her kan du se eksempler på datapakke begrundelser som godkendes af Danmarks Datavindue.
- Vi har behov for datapakken Befolkning til at kortlægge familieforhold og desuden til på regionalt niveau at analysere familiers anvendelse af dagtilbud. Befolkningsgruppers opholdsgrundlag vil desuden indgå i analyserne.
- Vi har behov for datapakken Kriminalitet, da vi som en del af projektet undersøger forholdet mellem domme og tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Vi har behov for datapakken Erhvervsliv, da vi i forbindelse med beskæftigelsesanalyser skal bruge oplysninger om antallet af ansatte samt virksomheders ledelsesform.
- Begrundelse for datapakken Befolkningens uddannelsesstatus: I analyser på projektet fungerer uddannelse som en central indikator for en persons fremtidige muligheder, socioøkonomiske status og arbejdsliv. Højere uddannelsesniveauer er generelt forbundet med højere indkomst, bedre jobsikkerhed og større samfundsmæssig indflydelse. Uddannelsesniveau bruges også i komparative analyser på projektet.
- Begrundelse for datapakken Sundhed: Helbred har betydning for ens muligheder i livet og kan påvirke uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning, indkomst, brug af overførselsindkomster, tilbagetrækning og behov for støtte. Målgruppen for analysen arbejder bl.a. i brancher med relativt hårdt fysisk eller psykisk arbejdsmiljø. Sundhedsdata er derfor relevant for dels at kunne analysere målgruppen og dels at sammenligne udfald blandt forskellige grupper i det danske samfund.