Danmarks Statistiks Specialeordning er nu åben for offentlige uddannelsesinstitutioner
Den 1. september 2025, blev der åbnet op for specialeordningen i Danmarks Statistik. Det er derfor muligt for godkendte offentlige uddannelsesinstitutioner i Danmark, der tilbyder kandidatuddannelser med kandidatspeciale, at give specialestuderende adgang til pseudonymiserede mikrodata til deres specialeprojekter.
24. oktober 2025 kl. 9:00
Specialeordningen er den nyeste tilføjelse til Danmarks Statistiks mikrodataordninger.
Adgang til specialeordningen forudsætter en Uddannelsesautorisation For at opnå en uddannelsesautorisation skal din uddannelsesinstitution være tilknyttet et anerkendt offentligt forskningsuniversitet i Danmark, som tilbyder kandidatuddannelser, der afsluttes med en specialeopgave. Derudover skal uddannelsesinstitutionen have et højt og vedvarende fokus på datasikkerhed, og have ansatte med erfaring i håndtering af mikrodata herunder med solidt kendskab til Danmarks Statistiks datasikkerhedsregler.
Efter opnået uddannelsesautorisation skal forskere og/eller undervisere oprette et begrænset antal brede tematiske projektindstillinger mhp. adgang til relevante afidentificerede mikrodata fra Danmarks Statistik.
For at få adgang til et af disse projekter med mikrodata som specialestuderende, skal specialeopgaven have forskningshøjde. Hvis du som specialestuderende ønsker at vide mere om specialeordningen, anbefaler vi, at du at kontakter din uddannelsesinstitution.
Du kan læse meget mere på vores hjemmeside og finde vejledning her.
Er du interesseret i at høre mere?
Vil du vide mere – eller høre, hvordan din uddannelsesinstitution kan få del i ordningen? Så kontakt Helle Wallach Kildemoes, Chefkonsulent i Forskningsservice, Danmarks Statistik.