Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Uændrede normeringer for institutionerne i 2025

28. september 2026

I 2025 var den gennemsnitlige normering i de kommunale og selvejende daginstitutioner 2,9 for de 0-2-årige (vuggestue) og 5,8 for de 3-5-årige (børnehave). For de 0-2-årige er normeringen uændret siden 2023. Blandt de 3-5-årige er der sket en mindre fremgang siden 2023, hvor normeringen var 5,9. Det seneste år har den dog været uændret. For dagplejen var normeringen 3,0 i 2025, hvilket er en fremgang siden 2024, hvor den var 3,2.

Normering (antal børn pr. voksen) fordelt på pasningstilbud
Kilde: www.statistikbanken.dk/boern8

Andelen af børn, der passes i dagpleje, er stadig faldende

Andelen af små børn, som bliver passet i den kommunale dagpleje, er faldet de seneste år. I 2017 blev der passet 33.159 børn af de kommunale dagplejere, hvilket svarer til en andel på 18,2 pct. af de 0-2-årige i befolkningen. Det er 7 procentpoint højere end i 2025, hvor andelen var 10,8 pct.

Andel 0-2-årige dagplejebørn i forhold til det samlede antal 0-2 årige børn i befolkningen
Kilde: www.statistikbanken.dk/folk1a og boern2

Dagpleje benyttes især i landkommunerne

Pasning i dagpleje er langt mere udbredt nogle steder i landet end andre. Generelt er tendensen, at jo længere man bor fra en storby, desto større er sandsynligheden for, at ens barn bliver passet af en dagplejer. I hovedstadskommunerne er det kun 2 pct af de 0-2-årige, mens det er 22 pct. i landkommunerne.

Andel af 0-2-årige børn i dagpleje fordelt på kommunetype. 2025
Kilde: www.statistikbanken.dk/folk1a og boern2

70 pct. af de 0-2 årige på Samsø bliver passet i dagpleje

På Samsø er det ikke muligt, at få sit barn passet i en vuggestue i bopælskommunen. Samsø topper derfor skalaen med 70 pct. af de 0-2-årige, som bor i kommunen, der passes hos en dagplejer. Nr. to på listen er Skive, hvor 44 pct. af de 0-2-årige passes af en dagplejer. Herefter kommer Brønderslev med 39 pct. I modsætning til Samsø kommune tilbyder Fanø, Helsingør og Læsø ikke dagpleje, men kun vuggestue, hvorfor ingen børn passes af en kommunal dagplejer. I Frederiksberg, Hørsholm, København, Høje-Taastrup, Furesø, Gentofte, Rudersdal og Glostrup passes under 2 pct. af en dagplejer.

Hvad er normeringstal

Normeringstallet er en beregning af de samlede pasningsressourcer på kommunalt niveau set i forhold til antallet af børn. Tallet er opgjort som en bruttonormering, hvilket vil sige at alle personalets opgaver indgår i opgørelsen. Ud over ansigt-til-ansigts tid med børnene kan det fx også være forældresamtaler og udarbejdelse af udviklingsplaner mv. Det er kun pædagogisk personale som medregnes i opgørelsen, hvilket bl.a. inkluderer pædagogiske ledere, pædagoger, assistenter, medhjælpere mv. Personale, som rent administrative ledere, rengøring, køkkenmedhjælpere mv. indgår ikke. Hverken for børn eller for personale foretages der sygdoms- og feriekorrektion. For personalet er der foretaget barselskorrektion. Både personale og børn er teknisk omregnet til fuldtidsenheder.

Børnepasning før skolestart 2025

28. september 2026 - Nr. 249

Hent som PDF

Næste udgivelse: 20. september 2027

Alle udgivelser i serien: Børnepasning før skolestart

Kontakt

Kilder og metode

Normeringstallet er en beregning af de samlede pasningsressourcer på både kommunalt og forældrebestyrelse niveau i forhold til antal børn, og beregnes for kommunale og selvejende daginstitutioner, ved at dividere antal børn med personale, begge i fuldtidsenheder. Det er kun pædagogisk personale som pædagogiske ledere, pædagoger, assistenter mv., der medregnes. Normeringstallet er opgjort som en brutto-normering, hvor personalets samlede opgaver som børnetid, forældresamtaler mv. indgår i opgørelsen, og der tages ikke højde for åbningstider. Hverken for børn eller personale fratrækkes sygdom eller ferie, men for personalet foretages barselskorrektion. Vikarforbrug og støttepersonale indgår også i normeringsberegningen.
Tal for privatinstitutioner opgøres separat, og udgives som statistikken PBOERN dog uden normeringsberegning.
Læs mere om metoden i statistikdokumentationen. Se også emnesiden

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation