Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Fordobling i andelen der bruger AI ugentligt

4. marts 2026

Andelen af befolkningen, der bruger AI ugentligt, er fra 2024 til 2025 steget fra 17 til 37 pct. Mens mænd i 2024 var næsten dobbelt så tilbøjelige som kvinder til at bruge AI ugentligt, er der i 2025 næsten ikke forskel på mænd og kvinder. Det skyldes, at selvom andelen var større for mænd end kvinder i 2024 (22 pct. mod 12 pct.), så er andelen af kvinder, der bruger AI ugentligt, tredoblet fra 2024 til 2025, mens andelen af mænd kun er lidt mindre end fordoblet. I 2025 brugte 38 pct. af mændene og 36 pct. af kvinderne AI på ugentlig basis.

Andel af befolkningen, der bruger AI ugentligtKilde: www.statistikbanken.dk/kv2fr1

Private formål overhaler arbejde, som den mest almindelige brug af AI

I 2025 steg andelen af befolkningen til 34 pct., der brugte AI til private formål, hvor andelen i 2024 udgjorde 15 pct. Det er den største stigning på tværs af de formål, der er spurgt ind til, og gør private formål til det mest udbredte formål i 2025. I 2024 var arbejde det mest almindelige formål. Der er sket stigninger inden for alle kategorier, hvilket afspejler den generelt større brug af AI. Den laveste stigning for brug af AI er i forbindelse med skole eller uddannelse, som er steget fra en andel på 15 pct. til 17 pct. Den lave stigning skyldes, at det er de unge, som er klart mest tilbøjelige til at bruge AI til uddannelsesformål. For denne gruppe er andelen, der gør det, kun steget med 4 procentpoint, fra 58 til 62 pct.

Anvendelse af AI til forskellige formål opgjort på andel af befolkningenKilde: www.statistikbanken.dk/kv2ai2

Andelen af befolkningen, der bruger AI, falder jævnt med alderen

Andelen, der bruger AI ugentligt, falder jævnt med alderen. Mens det i 2025 var 66 pct. af de 16-24-årige, der brugte AI ugentligt, er den tilsvarende andel 11 pct. blandt de 75+-årige. Der har dog været en generel stigning i anvendelsen af AI-værktøjer på tværs af alder fra 2024 til 2025. For de ældste aldersgrupper - de 65-74 årige og de 75+-årige - er sket en firedobling i anvendelsen af AI. Stigningen i procentpoint er størst blandt de 16-24-årige, som stiger fra en andel på 34 pct. i 2024 til en andel på 66 pct. i 2025, hvilket svarer til næsten en fordobling.

Andel af befolkningen opgjort på aldersgrupper, der bruger AI ugentligtKilde: www.statistikbanken.dk/kv2fr1

Særlige forhold ved denne udgivelse

Med denne udgivelse er eksisterende årstabeller for Kulturvaneundersøgelsen opdateret med perioden 2025. Enkelte tabeller opdateres ikke, da spørgsmålene er udgået af spørgeskemaet. Nye årstabeller på baggrund af nye spørgsmål i spørgeskemaet for 2025 udkommer 27. marts.

Kulturvaner (år) 2025

4. marts 2026 - Nr. 49

Hent som PDF

Næste udgivelse: 5. marts 2027

Alle udgivelser i serien: Kulturvaner (år)

Kontakt

Kilder og metode

Oplysningerne kommer fra Kulturvaneundersøgelsen 2024. Kulturvaneundersøgelsen gen­nemføres hvert kvartal. Kvartalerne udgives særskilt og aggregeres til årsniveau. Det nuværende spørgeskema har været anvendt siden 1. kvartal 2024. Der spørges ca. 60.000 personer om året. Årsstatistikken 2024 er baseret på resultaterne fra cirka 19.000 gennemførte interview blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16 år og derover.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation