Pårørende
Kontaktinfo
Social og Sundhed, PersonstatistikCamilla Østerballe Nielsen
20 28 52 49
Hent statistikdokumentation som pdf
Formålet med Pårørendestatistikken og det tilhørende Pårørenderegister er at opgøre befolkningens pårørenderelationer på en standardiseret og gennemprøvet måde. Det tilstræbes også at kvalificere tætheden af en pårørenderelation mellem to personer via afstand målt i kilometer, samt hvorvidt de to personer på et tidspunkt har delt bopæl, eller hvorvidt de deler bopæl på opgørelsestidspunktet.
Indhold
Pårørendestatikken og -registret opgøres én gang om året som en status og omfatter alle herboende og nulevende personer pr. 1. januar. Med pårørenderegistret er der muligt at identificere, hvem i befolkningen, der ikke har pårørende, og hvem i befolkningen, der har pårørende og af hvilken type. Pårørenderegistret kan bruges til at belyse forskelle i socioøkonomiske forhold eller brug af sundhedsvæsnet, afhængigt af typen af relationer som en person har.
Statistisk behandling
Den primære kilde til statistikken er befolkningsstatistikregistret, der dannes på baggrund af Det Centrale Personregister (CPR). Ved hjælp af forælder-barn-relationen i CPR identificeres forældre, børn, søskende, bedsteforældre samt børnebørn. Ved hjælp af adresse og ægteskabelige oplysninger identificeres partner og svigerbørn.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Statistikken er relevant for kommuner, regioner, ministerier, andre statslige organisationer og private virksomheder i analyser af en række samfundsforhold samt som grundlag for planlægning af fx ældreområde, spørgeskemaundersøgelser mv. Statistikkens grunddata og resultater anvendes også i en række andre opgørelser i Danmarks Statistik.
Præcision og pålidelighed
Statistikken baseres på befolkningen, som registreret i Det Centrale Person Register (CPR). Oplysninger i CPR ajourføres løbende, da de anvendes i en lang række offentlige administrative sammenhænge. Den løbende opdatering bidrager til høj datakvalitet. Der er, i databehandlingen set eksempler på manglende forælder-barn registreringer, ligesom der kan være en underrepræsentation af relationer for de ældre generationer. I og med det er et administrativt register, kan der også forekomme fejlregistreringer af forælder-barn-relationer, som kan lede til utilsigtet relationsdannelse, og/eller to personer der kan have flere typer af relationer. Det vurderes dog at denne fejlmargin er lille i det store billede.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Dette register er første gang udgivet i marts 2025. Fremover forventes det, at registret opdateres årligt i marts.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
Der findes så vidt vides ikke offentligt tilgængelige sammenlignelige tal, hverken nationalt eller internationalt. Der er foretaget andre kortlægninger vha. kvalitative undersøgelser og spørgeskemaundersøgelser. Statistikken er sammenlignelig over tid, dog skal man være opmærksom på at dækningen af relationer bliver mindre for de ældste generationer, jo flere år man går tilbage.
Det bemærkes endvidere at indeværende statistik ikke er én-til-én sammenlignelig med Danmarks Statistiks øvrige familiestatistik.
Tilgængelighed
Statistikken kan findes i Statistikbanken under emnet Pårørende. Det er sikret, at der er mindst tre observationer per celle.
Se mere på statistikkens emneside.