Indhold
Kontaktinfo
Konjunkturstatistik, ErhvervsstatistikMorten Skovrider Kollerup
24 52 61 68
Hent som PDF
Statistikken beskriver industriens varesalg opgjort i både mængde og værdi, fordelt på detaljerede varetyper efter de internationale klassifikationer KN og SITC. Desuden omfatter statistikken en branchevis opgørelse af industriens salg.
Indholdsbeskrivelse
Statistikken beskriver industriens varesalg opgjort i mængde og værdi. Desuden omfatter statistikken en branchevis opgørelse af salget i værdi. Statistikkens variable er dokumenteret på Danmarks Statistiks hjemmeside.
Grupperinger og klassifikationer
Varer grupperes efter KN, den Kombinerede Nomenklatur og efter SITC, Standard International Trade Classification. Til Eurostat sendes data klassificeret efter Prodcom-koder. Disse dannes ved hjælp af den nøgle, der findes mellem KN og Prodcom. Branchegrupperingen er baseret på Dansk Branchekode 2025, som bygger på den europæiske brancheklassifikation NACE rev. 2.1
Sektordækning
Råstofindvinding og fremstillingsvirksomhed svarende til gruppe B og C i Dansk Branchekode 2025. Dog er branche 10.71.20 (fremstilling af friske bageriprodukter) og branche 32.11.00 (Prægning af mønter) undtaget. Branche 10.71.20 omfatter primært bagerforretninger med eget bageri, denne branche er omfattet af Detailomsætningsindekset. Branche 32.11.00 omfatter kun den Kgl. Mønt, som har en særlig rolle og ikke medregnes i det almindelige erhvervsliv.
Begreber og definitioner
Industriens salg: Salgs- eller fakturaværdi i løbende priser, eksklusiv moms og punktafgifter, men inklusiv pristilskud, fx eksportstøtte. Fakturerede rabatter er fratrukket. Alt salg er omfattet, uanset om det er til hjemmemarked eller eksport.
Egenfremstillet vare: Vare som er indvundet, fremstillet, videreforarbejdet eller samlet af den indberettende virksomhed. Egne varer er også varer, som virksomheden har fået fremstillet i lønarbejde hos en anden virksomhed. Handelsvarer er ikke omfatttet.
Handelsvare: Vare som købes og sælges uden videreforarbejdning. Ompakning alene er ikke videreforarbejdning.
Lønarbejde for anden virksomhed: Arbejde, som udføres for en anden virksomhed, på input (råvarer, materialer) ejet af den anden virksomhed.
Enheder
Enheden i de tabeller, der fordeles på varetyper, er varen (produktet). Den brancheopdelte statistik offentliggøres på basis af faglige enheder. En faglig enhed er arbejdssteder med samme branche, tilhørende samme virksomhed. I de fleste tilfælde er faglig enhed og virksomhed det samme, men især for store virksomhed med aktiviteter i flere brancher vil den faglige enhed være en underopdeling af virksomheden. Omsætningen er derfor fordelt anderledes mellem brancher end for statistikker, hvor enheden er virksomheden (den økonomiske enhed).
Population
Faglige enheder med hovedbranche inden for råstofindvinding og industri.
Geografisk dækning
Statistikken dækker virksomheder i Danmark eksklusive Færøerne og Grønland. I nogle tilfælde vil varer, der fysisk er fremstillet uden for Danmark være omfattet, hvis de er fremstillet af en underleverandør, hvor den danske virksomhed ejer råmaterialet eller immaterielle rettigheder til produktet, også kaldet fabriksløs fremstilling.
Hvis den danske virksomhed ikke har ejerskabet til råmaterialet eller de immaterielle rettigheder, men overlader det til underleverandør, så er de fremstillede varer i stedet handelsvarer. Den danske virksomhed klassificeres ikke længere som en industrivirksomhed, men efter hvad der er den tilbageværende hovedaktivitet i Danmark, fx engroshandel eller forskning og udvikling.
Tidsperiode
Statistikken dækker tidsperioden fra 2021 og frem. Data er indsamlet i 2025 og årene tilbage til 2021 er tilbageregnet/omkodet, så de passer til Dansk Branchekode 2025. For tidligere kvartaler og år tilbage for perioden 1995-2024, se da arkiveret tabeller: VARER, VARER1, VARER2S, VARER3, OMS5 og OMS6 som dækker 1995-2024 indsamlet under Dansk Branchekode 2007.
Basisperiode
Ikke relevant for denne statistik.
Måleenhed
Salgsværdier indsamles og offentliggøres i 1000 kr. i Statistikbanken. Mængder offentliggøres i måleenheder tilpasset de forskellige varekoder.
Referencetid
Virksomhederne (de faglige enheder) indberetter kalenderårets salg.
Hyppighed
Årligt i nationale offentliggørelser. Prodcom-data sendes til Eurostat årligt og offentliggøres årligt af Eurostat.
Indsamlingshjemmel og EU regulering
Lov om Danmarks Statistik § 8, stk. 1. Statistikken er omfattet af Rådets forordning (EØF) Nr. 3924/91 af 19. december 1991 (PRODCOM-forordningen).
Indberetningsbyrde
Indberetningsbyrden er for 2025 opgjort:
Ca. 1.500 timer Ca. 1,2 årsværk ca. 750.000 DKK.
Øvrige oplysninger
Statistikken har en emneside.